Stemningen omkring Christiania er igen anspændt, efter at politiet ellers tidligere i aften havde fået splittet en gruppe stenkastende unge mennesker, ved hjælp af tåregas.
Politikommissær, Henrik Møller Jacobsen fortæller til Newspaq, at der omkring kl. 21.45 er samlet 50-75 unge mennesker på hjørnet af Kronprinsessegade ved indgagen til Christiania. Der har desuden været ild i en container, men ilden skulle være slukket nu.
I alt er to mennesker anholdt. Det drejer sig om en 26-årig mand, som politiet anholdte tidligere på aftenen, under den første aktion.
Siden hen er en 16-årig pige også blevet anholdt.
Det var et rutinebesøg der omkring kl. 17.30 udviklede sig i uheldig retning, da politiet ville anholde en Hashhandler på Christiania.
"Omkring kl. 17.30 er der en hashhandler, man vil have fat i, og i forbindelse med det bliver der kastet med sten mod politiet og råbt 'kast sten, kast sten'. Til sidst står de indenfor ti meter, og så bliver der løsnet nogle varselskud. I forbindelse med varselsskuddene bliver der efterfølgende brugt tåregas for at skille dem, der kaster sten, og politifolkene. Det løser så problemet, og man fik fat på den hashhandler, man havde kig på," siger Henrik Møller Jacobsen, til Newspaq.