I går aftes blev Europas sidste diktator - Hvideruslands Alexander Lukasjenko - genvalgt med et overvældende flertal, oplyser AFP.
Natten i det store østeuropæiske land var præget af optøjer i hovedstaden Minsk. Demonstranterne anklager præsidenten for at svindle sig til endnu en sejr.
Over 10.000 mennesker var en del af protesterne, der foregik tæt på valgkommissionens hovedkvarter. De prøvede at storme bygningerne, men fik kun smadret nogle glasdøre.
Under protesterne blev fire andre præsidentkandidater anholdt og deres kampagnemedarbejdere blev angrebet af politiet.
Hidtidige valg i Hviderusland har været præget af massiv valgsvindel. Det er formentlig tilfældet også denne gang, men de internationale observatører er endnu ikke kommet med deres beretning.