Da en københavnsk urmager i januar trak sit våben og skød mod tre røvere, skød han ikke for at dræbe.
Sådan lyder vurderingen fra statsadvokaten i København, der har opgivet at rejse tiltale om forsøg på manddrab mod urmageren.
Men urmageren slipper ikke for en tur i retten. Han er nu tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse samt for vold af særlig farlig karakter, oplyser politiadvokat Jens Rasmussen til Avisen.dk.
Haglgevær og skarpladt pistol
Urmageren i Kompagnistræde i København blev udsat for røveri tirsdag 16. januar. Han havde flere gange tidligere haft ubudne gæster i sin butik og jog selv røverne på flugt.
Ifølge anklageskriftet opbevarede urmageren et dobbeltløbet, oversavet haglgevær ladt med to skarpe patroner i et pengeskab i sin forretning. Yderligere gik han til hverdag rundt med en skarpladt pistol på sig, som han brugte, da han ramte to af røverne i ryggen, mens den tredje blev ramt et ukendt sted.
Krav om udvisning
De tre røvere bliver tiltalt for røveri, der kan give op til seks års fængsel. Bevæbnet med attrappistoler brugte de vold og trusler for at røve ure og andre værdier. De slog urmageren i hovedet flere gange, hvorefter urmageren trak sit våben, fremgår det af anklageskriftet.
Den ene røver er stadig på fri fod. De to andre er af østeuropæisk oprindelse, og der er stillet krav om, at de udvises fra Danmark.
Sagen bliver nu indbragt for Københavns Byret, og den vil formentlig begynde i maj.