I mere end syv uger har urmageren i Kompagnistræde 10 haft uregelmæssige åbningstider. Mens indehaveren har været varetægtsfængslet for at have affyret skud mod et par røvere under et indbrudsforsøg, har niecen Sara Woolhead passet forretningen alene.
Men fra på tirsdag genåbner de forretningen som før skudepisoden, fortæller Sara Woolhead. Flere steder har det ellers heddet, at urmageren drejer nøglen om.
- Det skal ikke tages så bogstaveligt. På længere sigt vil der måske være tale om en afvikling, men foreløbig åbner vi butikken som normalt, siger Sara Woolhead.
Mens urmageren har siddet bag tremmer, har det meste salg foregået på internettet og kun en enkelt gang om ugen, har der været åbent i forretningen, for at nethandlerne kunne blive afsluttet, fortæller urmagerens 29-årige niece.
Urmageren selv bruger ifølge niecen denne uge på at vænne sig til sin genvundne frihed.
- Det har påvirket ham på en anden måde, end det har påvirket os. Han har ikke talt om episoden på samme måde, som vi har.
Urmageren blev løsladt fra sin varetægtsfængsling, fordi han ifølge politiet ikke længere kan påvirke efterforskningen, men han er fortsat sigtet for ulovlig våbenbesidelse og forsøg på manddrab.
De to røvere sidder stadig varetægtsfængslet, og det vil de blive ved med indtil en retssag begynder, siger politiadvokat Jens Rasmussen fra Københavns Politi.
- Tiltalespørgsmålet vil formentlig blive rejst inden for fire uger. Og hvis der rejses tiltale mod urmageren, bliver det i en samlet sag med røverne, siger Jens Rasmussen.