Lægemiddelstyrelsen tilbagekalder blodtrykssænkende medicin med aktivstoffet valsartan. Der er fundet urenheder i medicinen, som er produceret i Kina. Urenhederne kan have været i medicinen i årevis.
Der er tale om medicin fra blandt andre den store kopimedicinproducent Orifarm. I medicinen er fundet "N-nitrosodimethylamin", og det skal ikke være det.
- Der er et kvalitetsproblem. Vi kan konstatere, at der er et stof i lægemidlet, der ikke skal være det. Derfor har vi besluttet, at produkterne skal ud af markedet, siger overlæge i Lægemiddelstyrelsen Doris Stenver.
- Men der er ikke tale om et akut sundhedsproblem, og man skal ikke stoppe med at tage sin medicin. Man skal kontakte sin læge, så man kan få noget andet medicin, siger hun.
Al salg af de berørte lægemidler er i øvrigt ved at blive stoppet fra de danske apoteker, oplyser Lægemiddelstyrelsen.
Lægemiddelstyrelsen skriver, at medicinen kan være solgt i flere år. Men urenhederne er altså først opdaget nu
- Vi lavede en analyse, som man normalt ikke laver. For normalt findes dette her stof ikke i lægemidler. Men nogle gange bliver man overrasket, siger Doris Stenver.
En liste over lægemidlerne, som altså nu er trukket tilbage, viser, at de er solgt af selskaberne 2care4, Orifarm og Stada.
- Urenhederne er på nuværende tidspunkt kun set i produkter, der er fremstillet på den kinesiske virksomhed Zhejiang Huahai Pharmaceuticals, Chuannan Site, Duqiao, Linhai, Kina, skriver Lægemiddelstyrelsen.
Doris Stenver fortæller, at man nu er i gang med at undersøge problemets omfang.
- Vi er i starten af en undersøgelse, som vi foretager i samarbejder med myndigheder i resten af EU. Så vi har ikke alle de svar, vi gerne vil have. Men vi synes alligevel, at vi allerede nu vil orientere om problemet, siger overlægen.
/ritzau/