Den svenske konge Carl Gustav har dummet sig før, og nu har han gjort det igen.
Da kongen ved et rådsmøde på Stockholm Slot skulle annoncere navnet på sit barnebarn, Prinsesse Sofia og prins Carl Philips nyfødte datter, gik det galt.
Prinsessen har officielt fået navnet Ines Marie Lilian Silvia, men ud af kongens mund blev det til Inse Silvia Marie Lilian.
Tæt på - men alligevel langt fra. Efter brøleren meddelte det svenske kongehus, at kongen var meget ked af sin fejl.
- Kongen er meget ked af det, sagde Margareta Thorgren, hoffets pressechef, til Aftonbladet.
Det skal retfærdigvis siges, at navnet var blevet holdt hemmeligt, indtil det øjeblik, hvor kongen skulle læse det op, og at Carl Gustav - akkurat ligesom de to børn Victoria og Carl Philip - har kæmpet med ordblindhed.
Prinsesse Ines er nummer otte i arverækken til den svenske trone.