Har Venstre-politikeren Ulla Tørnæs mon set for mange afsnit af Vild Med Dans?
I hvert fald lykkes det arbejdsmarkedsordføreren at kludre godt og grundigt rundt i to meget forskellige Robert’er, da hun i et paragraf 20-spørgsmål forveksler den efterhånden berygtede kontanthjælpsmodtager, Robert ”Dovne-Robert” Nielsen med skuespilleren og Vild Med Dans-deltageren Robert Hansen.
Må Robert Hansen være på kontanthjælp?
”Mener ministeren, at det er i orden, at en person som Robert Hansen, der deltog i DR's program »På den anden side« søndag den 9. september 2012, fortsat er på kontanthjælp,” lyder spørgsmålet til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Noget tyder på, at ministeren også har studset over den spøjse sammenblanding. I hvert fald indleder hun sit ellers seriøse svar med tørt at konstatere:
”Jeg går ud fra, at spørgeren henviser til udsendelsen om Robert Nielsen.”
Medlemmerne af folketinget stiller hver dag adskillige paragraf 20-spørgsmål til ministrene, ofte med det formål at få dem til at forholde sig til konkrete sager, der har været oppe i medierne.
Ham fra Vild med Dans?
Robert Hansen vandt 2007-udgaven af det populære danseprogram, da han svingede skankerne sammen med danseren Marianne Eihilt.
Derudover er han kendt for at spille ungersvenden Viktor over for søde Sofie Lassen-Kahlke i de fire Anja og Viktor-film.
Hvad den rigtige Robert Hansen siger til forvekslingen med sin dovne navnebror melder historien heller ikke noget om.