En belgisk landmand har skabt lettere postyr, efter at han i ren og skær irritation flyttede grænsen mellem Belgien og Frankrig.
Affæren blev ifølge BBC opdaget af en lokalhistoriker, der gik en tur i skoven og opdagede at stenen, der markerede grænsen mellem de to lande, var flyttet præcist 2,29 meter ind på fransk territorium.
Den belgiske landmand havde set sig sur på stenen, fordi den var i vejen, når han skulle forbi med sin traktor. Og så valgte han ganske enkelt at flytte stenen et par meter ind i Frankrig.
Nogen større diplomatisk krise har landmanden dog ikke udløst, for både i Belgien og Frankrig trækker politikerne på smilebåndet af den spøjse episode.
- Han gjorde Belgien større og Frankrig mindre, og det er ikke en god idé, lød det fra David Lavaux, borgmester i den belgiske landsby Erquelinnes, til den franske tv-kanal TF1.
- Jeg var glad, fordi min by blev større, men borgmesteren i Bousignies-sur-Roc (I Frankrig, red.) var ikke enig, sagde den belgiske borgmester med et grin.
Grænsen mellem Frankrig og det nuværende Belgien strækker sig over 620 kilometer og blev oprettet under Kortrijk-traktaten, der blev underskrevet i 1820 efter Napoleons nederlag ved Waterloo fem år tidligere. Stenen, som landmanden rykkede, stammer tilbage fra 1819, da grænsen første gang blev markeret.