En vissen græsplæne førte i weekenden til, at den 70-årige pensionist Betty Perry blev slået i ansigtet af en politibetjent og blev tvunget med på politistationen, skriver BBC.
Betty Perry blev opsøgt af en betjent i sit hjem i den amerikanske stat Utah. Han var vred over, at Perry brød byen Orems regler ved ikke at vedligeholde sin græsplæne, der ifølge betjenten fremstod "forsømt og døende". Men Betty Perry nægtede at oplyse sit navn, da betjenten mødte op i den guldnede forhave, og det fik angiveligt betjenten til at slå hende i ansigtet med et sæt håndjern, før han tvang hende ind i bilen og af sted på stationen.
- Jeg prøvede at sætte mig ned og komme væk fra ham, forklarer Betty Perry til den lokale avis Daily Herald.
Betjenten mener, at Betty Perry modsatte sig anholdelse. Han er nu sendt hjem "på orlov".
Betty Perry måtte en tur på hospitalet for at få syet en flænge på næsen. Den lokale kirke har nu tilbudt at hjælpe den 70-årige pensionist med at holde haven.