Henrik Hvidesten fik to timer til at fortælle kolleger, venner og familie, at det, der var sket i weekenden på et politisk topmøde i Aalborg, aldrig skulle være sket.
Hurtigt ringede han rundt og fortalte alle sine nærmeste om den skæbnesvangre aften, hvor han i fuldskab havde opført sig stærkt upassende over for to kvindelige kolleger - men da han kom til ét navn i telefonbogen, stoppede han og tog tilløb.
Nu fortæller eks-borgmesteren i et interview sin version til Sjællandske Nyheder.
- Det sværeste opkald jeg tog, var det til min mor. Det var virkelig hårdt at fortælle hende, hvad jeg havde gjort, siger en tydelig berørt Henrik Hvidesten.
Omgivelserne er fortsat de samme, som dengang Sjællandske Nyheder lavede det store genvalgsportræt af Venstre-borgmesteren fra Ringsted i december 2022; det røde parcelhus på en af byens rolige villaveje, julepynt lavet af børnene i stuerne, kaffen og småkagerne på bordet.
Denne gang er omstændighederne dog anderledes.
Selvom det har krævet mange overvejelser, står Henrik Hvidesten og kæresten Louise Hove nu frem for at fortælle deres version af det forløb, der begyndte en januaraften og sluttede syv dage efter med hans afgang efter ti år og som én af Ringsteds længst siddende borgmestre.
- Det har været et turbulent år. Det har ændret alt. Det har ændret, hvordan vi ser på os selv, på hinanden og som familie, fortæller han til Sjællandske Nyheder.
Det var blandt andet Ekstra Bladet som skrev om en episode på et kommunaløkonomisk topmøde.
Her havde Henrik Hvidesten ifølge flere kilder været meget fuld og opført sig ekstremt ubehageligt særligt over for en kvindelig folkevalgt, der også deltog på mødet.
Kort efter - få dage efter en tillidserklæring fra hans byrådskolleger - valgte Henrik Hvidesten så at trække sig.
Det skete, efter at DR bragte en historie om endnu en episode, hvor Henrik Hvidesten skulle have opført sig upassende.