Filmen om et løssluppent tog på afveje er nu igen på skinnerne. Efter forhandlinger mellem produktionselskabet FOX og Denzel Washington om megastjernens løn, er de nu nået til et kompromis, og filmen kan fortsætte som planlagt, skriver Variety.
Filmen, der er baseret på en sand historie, var blevet sat på pause efter et galoperende budget havde fået FOX til at kræve, at både instruktørens og hovedrolleindehaverens løn skulle sættes væsentligt ned. Kilder siger, at der var tale om op imod tre og fire millioner dollars, som skulle spares på lønningerne.
Washington, som i filmen skal spille en garvet ingeniør, der skal redde en hel by fra at blive ødelagt af et tog fyldt med kemiske stoffer, var ikke klar til at gå ned i løn og meddelte for to ugers tid siden, at han ikke længere var en del af projektet.
Efter at have kastet et blik mere på manuskriptet har begge parter imidlertid valgt at fortsætte samarbejdet, og filmen kan så småt gå i gang med de første optagelser.