Universitet er tilfreds med Penkowa-dom

Vicedirektør på Københavns Universitet er tilfreds med, at Milena Penkowas forskning er blevet kendt uredelig.

Hjerneforsker Milena Penkowas forskning har i to nyere tilfælde været uredelig. Det har Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) afgjort, og det vækker tilfredshed på Københavns Universitet (KU).

- KU's bestyrelse har fra starten haft fuld tillid til, at UVVU kunne afgøre sagerne, siger vicedirektør Jasper Steen Winkel.

- Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at der nu er kommet en afgørelse i denne her sag. Det er KU, der har sendt sagerne til UVVU og påstået, at der var tale om uredelighed, og det er der så kommet en afgørelse på i dag, siger han.

De to sager er de første i en række anklager mod Milena Penkowas forskning, hvor UVVU stadig mangler at træffe afgørelser i 15 sager.

De netop afgjorte sager var de to, der startede efterforskningen af Milena Penkowas forskning og førte til hendes suspendering og senere fyring.

Det er højst usædvanligt med så tilsyneladende omfattende snyd, men at hendes forskning nu er kendt uredelig i to tilfælde får ikke betydning for KU's omdømme, mener Jasper Steen Winkel.

- Jeg mener ikke, at den har nogen betydning. Der har i forvejen været en stor polemik om denne her sag, og nu er der truffet en afgørelse og skabt en sikkerhed for, at der bliver truffet afgørelser på et sikkert fagligt grundlag, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.