2-2 ude mod Newcastle er som sådan ingen skam, men Sir Alex Ferguson har god grund til at være en meget skuffet Manchester United-manager. Hans mandskab havde de tre point sikkert mellem hænderne mandag aften, men endte med at smide to af dem.
Det letter presset på Chelsea en smule, inden mestrenes svære udekamp mod Aston Villa tirsdag aften.
De Røde Djævle fra Manchester har med tre sejre og en uafgjort i det intense juleprogram stadig kurs mod det engelske mesterskab, som klubben ikke har vundet siden 2003, men kursen er nu en smule mindre direkte. Afstanden ned til José Mourinho og co. er syv point, men kan blive til fire, når Chelsea også har spillet sin 22. kamp i sæsonen.
Manchester United virkede markant bedst mod det evigt kriseramte og skadesplagede Newcastle-hold.
Ryan Giggs’ skud sneg sig forbi, Christiano Ronaldo brændte en direktør, og Louis Saha havde ikke marginalerne. Manchester United producerer chancer på samlebånd i øjeblikket, og det var derfor noget af en overraskelse, at Newcastle bragte sig foran 1-0 efter en god halv time på et hug af fløjspilleren James Milner.
Men der skal mere til at få Sir Alex Fergusons hold på slingrekurs. Blot syv minutter efter Newcastles åbningsmål havde Paul Scholes sendt et hug i nettet og udlignet.
Newcastle United har en kedelig tendens til at sove i timen et par gange i løbet af hver kamp. Det var Manchester United ikke sen til at lure fra anden halvlegs start. Blot sekunder var spillet, da Paul Scholes fordoblede sin målscore og bragte sit hold foran 2-1.
Anden halvleg sad Manchester United også på, og det var derfor mere end overraskende, at Newcastle udlignede med 17 minutter igen ved unge David Edgar.
Det burde være tids nok til at svare igen, for de formstærke United-spillere, men sært nok udeblev det store pres, og Christiano Ronaldos hårde hovedstød i slutminutterne blev reddet på stregen.