Efter mere end 200 kampe for Manchester United er det nu slut for sydkoreanske Park Ji-sung, der fortsætter karrieren i Premier League-klubben Queens Park Rangers (QPR).
Og det er QPR-manager Mark Hughes særdeles tilfreds med.
- Det her er et virkeligt kup for QPR, siger Hughes.
- Hans karriere taler for sig selv. Han har været en stor spiller for Manchester United og været en stor del af deres succes de seneste år.
- Han blev altid udtaget til at spille de store kampe, fordi de kunne stole på ham, og vi vil bruge alle de kvaliteter, siger Hughes.
31-årige Park har skrevet en toårig kontrakt med QPR, som kom til Manchester United fra hollandske PSV Eindhoven i 2005.
/ritzau/