Det ligner en drømme-semifinale mellem Manchester United og Barcelona i dette års Champions League.
Barcelona tog fra Gelsenkirchen med en 1-0-sejr over Schalke i tirsdagens ene kvartfinale, og Manchester United slog Roma 2-0 i Rom i den anden.
Dermed er der ikke meget, som tyder på, at Roma skal revanchere det smertefulde samlede nederlag på 8-3 til englænderne fra sidste års slutspil.
Opgøret på det olympiske stadion i Rom startede ellers meget lige. Og første halvleg var så som så uden de store tilbud, lige indtil Cristiano Ronaldo steg til vejrs fem minutter før pausen og headede Paul Scholes bløde indlæg i kassen.
Roma oppede sig i anden halvleg, lagde et tungt pres og skabte rigelig med muligheder til at udligne gæsternes føring. Men blandt andre Christian Panucci svigtede på en kæmpechance.
Og så slog briterne til, da Romas defensiv pludselig svigtede ved en være gang klumpspil. Wayne Rooney sendte en tå på til 0-2 med 23 minutter igen.
Og øjeblikke efter kunne Cristiano Ronaldo have begyndt endnu en ydmygelse af de stolte romere, men stolpende forhindre endnu en scoring.
Det blev ved 2-0, og dermed tog Manchester United trods ganske nydeligt italiensk spil et kæmpe skridt mod semifinalen inden returmødet på Old Trafford om en uge.