Talenter fra den engelske fodboldklub Manchester United spiller onsdag i Herning mod FC Midtjylland i Uefa Youth League i et opgør, der er blevet lidt af et tilløbsstykke.
Akademichef Flemming Broe oplyser til Herning Folkeblad, at klubben har solgt 6100 billetter til ottendedelsfinalen på MCH Arena.
- Det er selvfølgelig vanvittigt fantastisk, at vi kan få så mange tilskuere til en ungdomskamp, men det viser også bare, at Manchester United er en utroligt populær fodboldklub - også i Danmark, siger Flemming Broe til avisen.
Akademichefen fortæller, at fire ledere fra den engelske storklub under en middag tirsdag fortalte ham, at der har været 600-800 tilskuere til Uniteds øvrige kampe i Uefa Youth League.
Den hidtidige tilskuerrekord til en ungdomskamp i FC Midtjylland er tre år gammel.
Her overværede 2250 tilskuere ifølge Herning Folkeblad en FCM-sejr over Atlético Madrid i samme turnering.
Manchester United og FCM kæmper om en plads i kvartfinalerne. I forrige runde slog midtjyderne italienske AS Roma ud af turneringen.
Vinderen af duellen, der afgøres over en enkelt kamp, møder enten Tottenham eller Porto i kvartfinalen.
Der er kampstart klokken 14.
/ritzau/