Fire mennesker blev dræbt og mindst ti kvæstet, da en Manchester United-fan i Nigeria kørte sin bil direkte ind i en gruppe Barcelona-fans, der fejrede deres holds finalesejr på 2-0 i Champions League.
Ifølge en politimand foretog manden en skarp u-vending, før han kørte direkte ind i mængden.
Angrebet foregik i den nigerianske by Port Harcourt, der er kendt for fodboldvold.
"Manden tilstod, at han havde gjort det med vilje," siger politiets talskvinde Rita Inoma Abbey til BBC.
"Han siger, at han ikke ved, hvorfor han gjorde det, men at det altså var med vilje."
Fodboldfans i store dele af Afrika følger europæisk fodbold meget tæt.
Tidligere på måneden hængte en kenyansk Arsenal-fan sig, efter holdet var blevet sendt ud af Champions League-semifinalen af Manchester United.