Manchester United har for få verdensklassespillere til at få den ultimative succes i Champions League.
Det erkender manager David Moyes efter, at Manchester United har fået sin dårligste start i Premier League siden 1989. Med lørdagens nederlag på 1-2 hjemme til West Bromwich Albion har United tabt tre af sæsonens første seks kampe i Premier League.
United jagtede i sommerpausens transfervindue flere spillere forgæves, og David Moyes frygter nu, at det vil koste i Champions League.
- For at vinde Champions League har man brug for fem eller seks verdensklassespillere, siger Moyes ifølge AFP til flere britiske medier søndag.
- Se på Bayern München, de har det. Se på Barcelona, de har haft det i en årrække, og Real Madrid har det måske nu.
- Det er det niveau, man skal være på for at vinde. Vi er der ikke endnu, men vi har selvfølgelig erfaring, siger han.
Manchester United møder på onsdag det ukrainske mesterhold Shakhtar Donetsk i Champions League - i første runde besejrede englænderne Bayer Leverkusen med 4-2.
/ritzau/