Normalt er porten til Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave lukket med lås og slå.
Det er kun de royale, der kommer ind, men søndag har du muligheden for at se det kongelige slot indefra.
Kongehuset slår nemlig porten op og inviterer indenfor til en rundvisning. Det sker for at støtte Dansk Flygtningehjælp, som ubeskåret modtager hele entréen. Det koster 50 kroner at komme ind.
Eremitageslottet blev opført som jagtslot af Christian VI i årene 1735-36 og betragtes som et af senbarokkens smukkeste værker på dansk
jord. Slottet bruges til jagtselskaber i forbindelse med de kongelige jagter i Dyrehaven.
"Det er en god mulighed for at bruge en søndag på både at opleve en af Danmarks kulturhistoriske perler, og i samme åndedrag være med til at hjælpe verdens flygtninge. Og så håber vi jo på at de besøgende vil bruge lejligheden til også at melde sig som indsamlere for Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling," siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
Det er kyndige kunststuderende, som viser rundt på slottet, som man kan besøge mellem klokken 9 og 17. Bagefter kan man passende tage en tur i dyrehaven, hvor man blandt andet kan spotte hjorte.