En 28-årig mand blev onsdag aften udsat for røveri i sit hjem i Kaas.
Tre gerningsmænd trængte ind i mandens hjem, hvor de tæskede ham og stjal hans mobiltelefon. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg, der tilføjer, at offeret fik skader i hovedet ved overfaldet.
Én person er anholdt og sigtet i sagen. Politiet har endnu ikke fundet frem til de to andre gerningsmænd.
Det lykkedes politiet at finde den nu anholdte med hjælp fra den 28-årige mand.
- Det var faktisk forurettede selv, der godt vidste, hvem gerningsmændene var, siger Jess Falberg.
Den anholdte, der i forvejen er kendt af politiet, er sigtet for røveri og fremstilles ved et grundlovsforhør i Retten i Hjørring torsdag eftermiddag.
Jess Falberg kan ikke oplyse, hvorledes den anholdte forholder sig til sigtelsen.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er den sigtede en 55-årig mand fra lokalområdet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.