Skrevet i samarbejde med Morten Olsen, mool@avisen.dk
Mor og far er langt væk, og vennerne er der ikke til at passe på.
Det er nogle af grundene til, at danske unge fester meget mere igennem, når de er på drukferier i udlandet. Det siger Jakob Demant, ph.d. ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og bidragyder til bogen Unge, fester og alkohol .
- Der er slet ingen tvivl om, at danske unge fester voldsommere på ferier i udlandet. Når de er herhjemme, fester de meget sammen i store vennegrupper, hvor de faktisk er gode til at passe på hinanden. Der er nogle uskrevne regler, man ikke overtræder, og man ødelægger ikke festen for hinanden, siger han til Avisen.dk.
Men når først de unge sætter sig ind i flyet til for eksempel Bulgarien eller Spanien, er det nogle andre spilleregler, der træder i kraft. Ikke mindst forældrenes fravær har betydning for, at festerne udvikler sig mere voldsomt, som vi for eksempel har set på Sunny Beach, hvor en 17-årig dansker for få dage siden døde af druk.
- Når de tager på drukferier, er der andre ting på spil. Selvfølgelig er de også sammen med venner her, men det er umuligt at opretholde det store vennenetværk, som holder igen og støtter hinanden. Og så ved vi fra vores undersøgelser, at forældrenes formaninger betyder rigtigt meget. Og når forældrene er langt væk, føler de unge sig ikke i samme grad forpligtet til at opføre sig på samme måde, siger Jakob Demant.