Det begyndte i 1897 og slutter på fredag.
Arbejdet med at rive Ungdomshuset ned vil tage nøjagtigt fem dage, oplyser Arbejdstilsynet.
- Jeg har talt med entreprenørerne bag nedrivningen, og deres plan er at være færdige på fredag, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen.
Han ønsker ikke at oplyse navnet på entreprenøren.
Mandag eftermiddag godkendte Arbejdstilsynet byggepladsen.
- Det er en farlig arbejdsplads, der kræver erfarne arbejdere. Men efter en samtale på byggepladsen med entreprenøren og hans ansatte er vi overbeviste om, at alt er i orden, siger Hasse Mortensen.
Alle medarbejdere i firmaet bar sorte masker, da de mandag klokken otte lod en metalfarvet langarmet gravemaskine tage den første bid af Ungdomshuset. Mandag klokken 15.10 havde Ungdomshuset mistet den bageste af sine mure.
Huset på Jagtvej 69 blev indviet i 1897.