Ja tak til flere middage hos mor og mere tid sammen med farmor og farfar.
Danske unge higer efter et tættere forhold til deres familie, viser en undersøgelse, Gallup har lavet for Urban.
Syv ud af ti unge mellem 18 og 35 år kunne godt tænke sig at have et tættere forhold til forældre, søskende, tanter, bedsteforældre og fætre.
Et ønske om mere stabilitet er en af årsagerne til, at de unge vil have mere familietid, mener ungdomsforsker ved Københavns Universitet, Sven Mørch.
"Den er blevet et socialt netværk, hvor unge kan hente omsorg og gode råd fra mennesker, som altid vil være der for dem," siger han til Urban.
Ens nærmeste slægt kan simpelthen opfattes som et sikkerhedsnet, supplerer leder ved Center for Barndoms-, Ungdoms- og Familielivsforskning ved Roskilde Universitet, Allan Westerling.
"Vi hører hele tiden, at familien er i opløsning. Men blodets bånd er stærkt og værdsættes langt mere, end vi umiddelbart tror og giver udtryk for. Venskaber forsvinder med ny bopæl og musiksmag. Men familien vil altid være der," siger han.
I alt deltog 1.186 repræsentativt udvalgte danskere i meningsmålingen.