Den camouflagegrønne trøje trækker i unge danske mænd trods mediernes billeder af kister og lemlæstede soldater.
For fem år siden fik Forsvaret 3600 ansøgninger på et år til militære stillinger og uddannelsespladser.
Men i år er der alene i årets fire første måneder modtaget hele 4100 ansøgninger.
Og det altså på trods af, at 36 danskere indtil videre har mistet livet i Afghanistan. Alene i det seneste halvår er 16 soldater blevet hårdt kvæstet.
"Det er selvfølgelig dybt tragisk, at der er nogle, der kommer hjem i den forfatning. Og nogle dør også af det. Men det er tilsyneladende ikke noget, der afskrækker de unge mennesker. De er godt klar over, at der er den her risiko. Og de er villige til at løbe den," fortæller Frank Mathiasen, chef for forsvarets rekruttering, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Langt de fleste af ansøgerne har en ide om, hvad de siger ja til, fortæller rekrutteringschefen. Omkring 80 procent af ansøgerne har enten været værnepligtige eller arbejdet i Forsvaret tidligere.
"Det viser, at Forsvaret vinder ved nærmere bekendtskab. Når man er inde og har oplevet kammeratskabet og det sammenhold, der er, så vil man gerne blive," siger Frank Mathiasen.