Der er ingen grund til at vente med at få unger, til man er færdig med en uddannelse. Det synes at være det nye mantra blandt de unge kvinder, der stadigt oftere vælger at stifte en familie, selvom de kun er i starten af 20'erne.
Mens mængden af kvinder der får børn tidligt år for år er faldet de sidste ti år, så er udviklingen nu stoppet, og de sidste to år har der været en stor stigning i mængden af kvinder, der vælger at få børn i en ung alder. Det skriver kristeligt Dagblad.
"Flere og flere undersøgelser viser en tendens til, at unge orienterer sig mod familien og de nære værdier, og de bliver mere opmærksomme på, at der kan være omkostninger ved at vente med at få børn. De unge ser, hvordan kvinder, som har sat karrieren højest, må ty til fertilitetsklinikker for at blive gravide. De ser, at der kan opstå problemer, hvis de venter for længe," forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen til avisen.
Hun vurderer, at opbruddet i de traditionelle familiemønstre kan være en af forklaringerne på ændringen.
"Nutidens unge har ikke kunnet tage for givet, at deres forældre blev sammen, og at familielivet havde førsteprioritet, og nu har de selv et stærkt ønske om at få en familie. Det er ikke kun svage unge, som får børn tidligt, også de ressourcestærke vælger familien til, siger hun.