Kokke på amfetamin og tømrere der ryger hash. Det er virkeligheden på restauranter og byggepladser.
Stoffer er langt mere udbredte blandt unge kokke og tømrere end man hidtil har troet. Det viser en ny rapport, som Center for Ungdomsforskning har lavet i samarbejde med 3F.
Det er typisk hash, men også amfetamin, kokain, ecstasy og syre, der bliver brugt blandt de 17- til 32-årige i restaurations- og byggebranchen.
»I bygge- og anlægsbranchen bruger man primært hash for at komme igennem dagen. Men ofte er det også fristende at bruge stoffer for de unge, fordi det får dem til at holde tempoet i vejret,« forklarer Jens Christian Nielsen, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Farlige stoffer
Undersøgelsen viser, at de unge har et meget afslappet forhold til stoffer.
Brugen af stoffer hænger ofte tæt sammen med arbejdspladsens alkoholpolitik.
»De steder, hvor der ikke er restriktioner på alkohol, er der også et mere afslappet forhold til stoffer. De unge skelner ikke imellem, om man drikker nogle øl eller ryger hash,« siger Jens Christian Nielsen.
Men udbredelsen af stoffer kan være farlige for de unge.
»Det er hårdt for kroppen i længden, og man lægger heller ikke mærke til sikkerheden, når man er påvirket. Man overser, at det er et hårdt arbejde, som er hårdt for kroppen. Så på sigt er der nogle farer i det,« fortæller Jens Christian Nielsen.