I jagten på det næste store sus er stadig flere danske unge klar til at gå til yderligheder i deres narkotika-indtag.
Senest er en lille gruppe unge begyndt at indtage det kemiske stof LSD
gennem øjnene, fortæller kilder i narkomiljøet til JydskeVestkysten.
- Der er rigtig mange, jeg
kender, der har gjort det. De fleste tager det i munden, og dem, der
putter det i øjnene, er typisk de der festnarkomaner, der ikke kan få
nok, siger den 25-årige Bo, der ønsker at være anonym.
Ifølge de unge selv er håbet, at opnå en kraftigere påvirkning, men det giver ikke mening, siger overlæge ved Hvidovre Hospital Henrik Rindom, en af landets førende eksperter i unge og rusmidler.
- Det er jo fuldstændig grotesk, for de kan lige så godt drikke det eller
spise det. Det bliver nemlig ikke ødelagt af mavesyren, siger Henrik Rindom, der kraftigt advarer at tage det psykadeliske stof LSD gennem øjnene.
- De er så ufatteligt følsomme over for al
påvirkning, så det er fuldstændig skudt i hovedet. Det har ikke nogen
som helst bund i nogen virkelighed, der er værd at snakke om, siger
Henrik Rindom til Jv.dk.