Efter at have fået lukket sin hjemmeside ned i weekenden anmelder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, nu den formodede gerningsmand til politiet.
- Lørdag konstaterer jeg, at hjemmesiden er nede. To sekunder efter ringer en af vores medlemmer og siger, at han har taget et print screen, hvor et Anonymous-medlem skriver, at han lukker DSU's hjemmeside ned, fortæller DSU-formand, Camilla Schwalbe.
Personer, der selv hævder at være en del af hacker-netværket Anonymous, har de seneste dage lagt hjemmesider ned hos flere dele af fagbevægelsen.
Blandt andet hos 3F, der ligger i bitter faglig strid med ejeren af restaurant Vejlegården, som har valgt at opsige aftaler med den traditionelle fagbevægelse og indgå aftaler med Kristelig Fagforening.
Og Camilla Schwalbe er ikke i tvivl om sammenhængen.
- De lukker vores side ned, da vi har blandet os i overenskomstkonflikten i Vejle, hvor vi stiller os på 3F's side - og Anonymous mener vel, at vi har et eller andet navlebeslægtede forhold til dem, siger hun.
DSU-formanden er stærkt fortørnet over hackernes metoder.
- Deres måde at ytre uenigheder med os er så at lukke hjemmesiden ned i stedet for at argumentere på demokratisk vis. Det er forargeligt, at man går til den her debat på en så dybt udemokratisk måde, mener Camilla Schwalbe.
Hackeren bag DSU-angrebet har tidligere været citeret i forbindelse med sager om hacking, men til TV2 skriver en anonym hacker:
- Det her har taget om sig, og der er for mange "ikke rigtige" anons (medlemmer af Anonymous, red.), som så har taget sagen i egen hånd.