De Radikales forslag om, at fire voksne skal kunne dele forældremyndigheden er stadig til diskussion, men de radikale ungdomspolitikere er allerede klar til at gå skridtet videre.
Ifølge Radikal Ungdom skal ægteskaber med tre eller flere partnere lovliggøres i Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Mennesker skal have lov til at indgå i de familieformer, de ønsker. Om det så er ægteskab mellem mand og kvinde, to mænd eller måske en kvinde og to mænd. Mangfoldige familiemønstre er ønskværdige, siger landsformand Ditte Søndergaard.
Lovliggørelse af bigami skal for eksempel hjælpe mennesker som den irakiske tolk, der i 2008 kom til Danmark med to koner, men siden måtte rejse igen, fordi han nægtede at lade sig skille fra den ene af sine to koner.
- Det er uacceptabelt, at vi er så snæversynede i Danmark, at vi ikke vil hjælpe en mand, der har hjulpet os. Det vil vi i Radikal Ungdom gerne gøre noget ved, siger Ditte Søndergaard.
Også Venstres Ungdom har tidligere talt for ægteskaber mellem flere end to mennesker. På Venstre Ungdoms landsstævne i 2008, 2009, 2010 og 2011 fremsatte ungdomspolitikerne resolutioner om at tillade polygami.
Siden har organisationen dog ændret holdning, fortæller Venstres Ungdoms formand, Morten Dahlin, til Kristeligt Dagblad.
- Vores grundholdning er stadig, at folk skal have lov at indrette deres kærlighedsliv, som de vil, og leve sammen med det antal partnere, de ønsker. Men rent juridisk skal et ægteskab være to personer. Gerne to af samme køn, men ikke flere end to, siger han.
/ritzau/