De unge politikere i Radikal Ungdom vil have nedlagt Det Etiske Råd – et råd, der skal rådgive Folketinget og myndighederne om etisk svære spørgsmål.
Det sker, efter at Morten Kvist, præst og medlem af Det Etiske Råd, forleden i Nyhedsavisen kaldte homoseksuelle par for ”unormale”.
Bemærkningen var en kommentar til, at Københavns Kommune har godkendt to homoseksuelle par som plejefamilier, der skal passe på udsatte børn og unge. Morten Kvist sagde:
- Myndighederne skal være med til at definere, hvad der er normalt i vores samfund, og så går det ikke, at man går ind og støtter noget unormalt. Selv om jeg anerkender retten til at være homoseksuel, mener jeg ikke, at homoseksuelle plejefamilier er normale eller kan give børnene en normal opvækst, sagde han.
Og den bemærkning er så stødende, at Det Etiske Råd ikke længere skal give sin mening til kende, mener de unge radikale.
- Det er diskrimination af værste skuffe, når Morten Kvist misbruger sin post til at fremme sine homofobiske budskaber. Homoseksuelle par er ligeså kompetente, omsorgsfulde, pligtopfyldende og kærlige forældre som heteroseksuelle par, mener Elise Patricia Rasmussen, etikordfører for Radikal Ungdom.
Afviger fra normen
Morten Kvist siger om kritikken:
- Jeg er ikke homofobisk. Og homoseksuelle kan ganske rigtigt være lige så kærlige og omsorgsfulde som alle andre. Problemet ligger i, at udsatte børn har brug for normale rollemodeller. Uanset hvor meget respekt et samfund må vise for seksuelle minoriteter, så vil homoseksuelle altid afvige fra normen, og på den måde er de unormale, siger han.
Morten Kvist undrer sig også over, at de unge radikale ikke vil tillade hans synspunkter.
- Målet med Det Etiske Råd er jo blandt andet at skabe debat, siger han.