Uro efter rydningen af Ungdomshuset i København ulmer nu på Midtsjælland. I Ringsted er en SMS-kæde sendt i omløb og her opfordres unge til at gå i gadekrig mod politiet på lørdag.
Det er politiet selv, der har opsnappet beskeden, skriver DR Sjælland.
Politiet formoder, at opfordringerne til gadekrig skal ses i sammenhæng med rydningen af Ungdomshuset i København, og SMS-kæden tages meget alvorligt.
Opfordringer til gadekamp kan straffes med op til tre års fængsel.
- Så det er altså en temmelig alvorlig sag. Og jeg vil gerne opfordre til, at man ikke deltager i den slags. At man hverken skriver eller videresender den type SMS-beskeder. Vi vil ikke se passivt til, at de her kæder kører. Hvis vi får kendskab til dem, vil de pågældende blive anholdt, og så vil vi have en forklaring, siger vicepolitiinspektør Henrik Funder Kristensen til DR Sjælland.
En 16-årig dreng blev anholdt i den givne sag, men han er efterfølgende blevet løsladt og overgivet til sine forældre.