Selvom rydning af Ungdomshuset torsdag morgen foreløbig forløber roligt og som planlagt af politiet, forbereder de unge sig sandsynligvis på et modangreb.
I en e-mail udsendt torsdag morgen, oplyser Ungdomshuset, at det ikke overgiver sig uden kamp og at rydningen aldrig bliver tilgivet.
På Ungdomshusets hjemmeside opfordrer de unge til »gang i gaden«:
»Hvis huset pludselig forsøges ryddet, er vi tvunget til at forsvare det. Derfor er det en god idé at planlægge lidt ballade på forhånd. Så kan man hurtigere få gang i gaden, hvilket er helt afgørende for forsvaret af Ungdomshuset,« skriver de unge.
De fortæller også, at støtter af huset hver især skal gøre noget inden 24 timer.
»Præcis, hvad du skal gøre foreslår vi du selv finder på eller aftaler sammen med nogle venner, som du stoler på. Der er ingen tvivl om, at Nørrebro hurtigt vil blive et absolut kaos af kampklædte og civile betjente. De vil formentlig lægge Nørrebro i et jerngreb, hvor alle grupper af personer vil blive forsøgt opløst eller anholdt på stedet. Der er ingen tvivl om, at der vil være et udbredt brug af præventive anholdelser i et forsøg på at kvæle enhver protest – fredelig som kampberedt.
Klokken 17 i dag vil de unge forsamles på Blågårds Plads til demonstration.
Men også for de følgende dage er der planlagt aktioner:
»Dagen efter demonstrationen fortsættes kampen med de aktioner du og din gruppe selv har planlagt. Om aftenen på denne dag 2 samles vi i Folkets Park på Stengade. Herfra organiserer vi et møde, hvor vi kan diskutere den nærmeste fremtid. På dag tre er der erklæret aktionsdag med det overordnede tema trafik. Når du aktionerer og blokerer, så vær opmærksom på, at det ikke er den enkelte trafikant, der vil rydde Ungdomshuset.«
Torsdag klokken lidt over syv begyndte Københavns Politi at rydde Ungdomshuset.