»Vi har købekraft! Vi har købekraft!« Ordene lød igen og igen sent fredag eftermiddag foran Magasin på Kongens Nytorv. Omkring 100 unge var samlet foran stormagasinet med dankort, VISA og det løse hævet højt i vejret. Indenfor var det dog begrænset, for mange piercinger og sorte hættetrøjer, som var til syne. Politiet bevogtede indgangene og bestemte suverænt, hvem som kom ind.
Og passede man for godt til profilen af en fra Ungeren , så måtte man se langt efter en ny trøje fra butikkerne indenfor.
»Jeg synes da, det er ubehageligt, at man bare på grund af ens udseende kan blive behandlet på den måde,« fortæller Magnus, da han indenfor bliver stoppet af to civilbetjente, kropsvisiteret og efterfølgende eskorteret ud.
Bro, bro brille
Udenfor fandt de forsamlede unge på nye metoder til at holde varmen i den kølige eftermiddagsluft.
»Bro, bro brille...« blev der sunget, mens der blev dannet kæde og danset foran stormagasinet, før politiet i en megafon råbte, om nogen ville anmelde den ulovlige demonstration.
En person meldte sig, den blev anmeldt og rykkede derefter lovligt mod Nørrebros Rundel.
Fredelig fredag
Ellers var fredagen ret fredelig i København. Mange har nok ladet op til en fest, som fredag eftermiddag blev annonceret på sms.
»KÆMPE FEST på Jagtvej 69 i aften. Medbring sofaer, stole, musik og drikke!« lød det på en rundsendt sms.
»Det er svært at ødelægge et stort stykke grusgrund,« sagde politiets talsmand Flemming Steen Munch.
Fredag aften havde politiet ingen planer om at ødelægge de unges fest, men ville dog holde godt øje.