Op af trappen, hen ad gangen og tag så første dør på højre hånd. Her holder Ungdomscentret til i et hyggeligt værelse med varm te i kopperne på bordet og en blød sofa at sidde i.
Besøget kan imidlertid kun tages ved hjælp af en mus og en computer med internetforbindelse, for Ungdomscentret nye lokale er placeret i Cyberhus, som er et online-klubhus for børn og unge. I går blev det nye værelse indviet, og idéen bag initiativet er at møde de udsatte unge i den online-verden, som flere og flere trækker sig tilbage til.
»Vores opgave er at opsøge unge, som falder igennem systemet, men i løbet af de sidste par år har vi oplevet, at de ikke så ofte hænger ud foran klubberne eller på gader og stræder. De trækker sig i stigende grad væk og hjem til sig selv, hvor de mødes i communities som f.eks. Arto på internettet,« siger Sif Daugberg Kirk.
Tunge problemer
Hun er leder af Drivremmen, der laver opsøgende socialt arbejde, og sammen med rådgivningstilbuddet Ungekontakten har de taget plads i det nye værelse. Målet er i først og fremmest at synliggøre kommunens tilbud, så flere børn og unge med problemer får hjælp til at løse dem. Gennem hjemmesiden har de unge også mulighed for at få taget hul på de problemer, der kan være svære at snakke om ved at skrive en uforpligtende mail i første omgang. Ofte er det tunge problemer, som børnene henvender sig til Ungekontakten med.
»Næsten alle har problemer med deres forældre, men nogle har også misbrugsproblemer, og der er en del piger imellem, som snitter i sig selv og tænker på selvmord,« fortæller Tommy Rangstrup, der er rådgiver i Ungekontakten.
Ungdomscentrets virtuelle husvært, Cyberhus, har eksisteret i tre år og er et privat initiativ under organisationen Ungdommens Vel. Cyberhus har god erfaring med at få fat i ensomme og udsatte unge, og hver dag kigger 200 børn og unge forbi hjemmesiden for blandt andet at chatte om deres problemer med de frivillige rådgivere.