Om natten til den 22. januar blev en 22-årig kvinde lokket ned til Ambu-pladsen i Hobro af to unge mænd, som overfaldt hende og voldtog hende på skift.
Nu er de to 18-årige mænd hver blevet idømt fire års fængsel og udvisning for bestandigt for den grove voldtægt.
Kvinden var lørdag aften taget i byen med en veninde, som hun på et tidspunkt mistede kontakten med. Hun havde bemærket, at veninden blandt andet havde talt med de to dømte, og hun spurgte, om de vidste, hvor hun var blevet af.
Det vidste de ikke, men de tilbyder hjælpe med at finde hende. De fortsætter til et andet værtshus i byen, hvor kvinden falder i snak med nogle andre.
- Den ene af de to dømte bliver udenfor, mens den anden går med ind på værtshuset, hvor han kredser omkring hende, siger sagens anklager, advokaturchef Peter Rask fra Nordjyllands Politi.
På et tidspunkt mødes de to mænd foran baren, hvorefter den ene igen går ind til kvinden.
- Han fortæller hende, at de har fundet hendes veninde, og at hun sidder og græder på Ambu-pladsen, fortæller Peter Rask.
De to mænd følger hende til pladsen, men hendes veninde er der ikke. I stedet vælter mændene hende omkuld. Da hun skriger, holder de hende for munden og tager kvælertag på hende.
Derefter skiftes de til at voldtage hende.
I retten nægtede mændene sig skyldige og fortalte, at kvinden selv havde lagt op til dem, men det troede domsmandsretten ikke på.
Dommen faldt mandag ved Retten i Aalborg og lød på fire års fængsel og udvisning for bestandigt.
Det er en hård straf, især fordi den ene af gerningsmændene var 17 år, da voldtægten fandt sted. Unge under 18 dømmes generelt mildere end voksne.
- Sidste år blev loven skærpet, så en overfaldsvoldtægt som udgangspunkt skal give tre år og seks måneders fængsel. Men retten fandt altså denne voldtægt så grov, at man landede på fire år, siger Peter Rask.
Begge mændene, der ifølge Randers Amts Avis har syrisk baggrund, ankede dommen til Vestre Landsret.
/ritzau/