To unge mænd på 23 og 25 år døde forleden af kulilteforgiftning i en udlejningsejendom i Gesten ved Vejen.
Tragedien 27. oktober skete på grund af en tilstoppet skorsten, viser de tekniske undersøgelser ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi.
"Det startede med at skorstenen blev spærret, så der ikke var noget udtræk. Det gør så at røgen og dermed kulilten går bagud fra fyret og fordeler sig i huset indefra. Så de to unge mænd døde af kulilteforgiftning," siger lederen af lokalpolitiet i Vejen, Jan Lambertsen, til Newspaq.
En ekstra motor, der skulle suge røgen ud af skorstenen var stoppet, og kulilten trængte derfor fra bunden af skorstenen ud i kælderen og videre gennem et hul i hulmuren op til stueetagen og første sal.
De to mænd var lejere i ejendommen i Tværgade i Gesten.