Mændene smutter. Kvinderne rykker ind.
Mens der bliver længere og længere mellem de unge mænd i fodboldklubberne, så dukker der flere og flere kvinder op, når klubberne sparker sæsonen i gang.
Siden 2002 er der kommet en tredjedel flere kvinder under 26 år i klubberne, og det er både nybegyndere og mere rutinerede tilflyttere, der står bag stigningen.
»Vi oplever en enorm stor tilgang,« siger Kristina Lausen, der er både spiller og bestyrelsesmedlem i klubben JAI, Jydsk Akademisk Idrætsforening.
Klubben har omkring 45 damespillere, og mindst halvdelen er mellem 18 og 25 år.
De fleste spillere er studerende, og klubben gør en del ud af at markedsføre sig over for tilflytterne.
Nybegyndere dukker op
Blandt de nye spillere er der også en del, der stort set ikke har spillet før.
»De vil egentlig bare ud og røre sig og gerne udenfor. Og så kommer de nok også, fordi det er en holdsport, og fordi fodbold ikke kræver så mange forudsætninger. Det er jo relativt simpelt at spille, og man bliver hurtigt bedre til det,« siger Kristina Lausen.
Hun har selv prøvet at være nybegynder på et basketball-hold, men syntes, at det var svært at være med. Niveau-forskellen var for stor i forhold til de andre på banen.
Formanden i JAI fremhæver også klubbens sociale profil som en af årsagerne.
»Vi er en klub, hvor det sociale betyder meget. Samtidig trækker vores serie 1-hold sikkert en del, men det er jo også mere attraktivt at komme til træning i en klub med 45 spillere i stedet for en klub med kun ét hold,« siger formand Jesper Bækgaard.
Det sociale trækker
Det samme er forholdet i ASA – en anden af byens klubber med mange unge kvinder.
»En af ASA s kerneværdier er netop det sociale,« siger kasserer Kirsten Zimmer Søndergaard, der har spillet i klubben siden 2003.
Dengang var der to damehold, og i dag er der tre 11 mandshold og et syv-mandshold.
»Vi har oplevet et stort boom, og der kommer også en del spillere, som ikke har spillet ret meget før.
Men vi lægger også meget vægt på at fastholde fællesskabet på tværs af alle holdene,« siger Kirsten Zimmer Søndergaard.
Og så tilføjer hun en ikke uvæsentlig konsekvens af de mange kvinder i klubben:
»Vi kvinder har altid været i undertal til festerne. Men nu er der næsten en mand til hver,« griner hun.