De 14 årige københavnere er godt med, når det gælder ungdomskriminalitet.
I 2006 stod de 14 årige for 12 procent af den samlede kriminalitet begået af unge under 18 år i København. Det viser tal fra Københavns Politis kriminalpræventive afdeling, ifølge Berlingske Tidende.
Selv om antallet af ungdomskriminelle i København generelt er faldet, så er der en lille hård kerne, der bliver yngre for hvert år, der går. Lars Nicolai Jensen fra den kriminalpræventive afdeling fortæller, at det drejer sig om cirka 50 unge, der opererer over hele København.
Senest i weekenden så politiet et eksempel på denne udvikling. En 14 årig stak en anden person med en kniv på Østerbro - og det var ikke første gang den 14 årige var i kontakt med politiet.