Unge konservative i ministerkabale

Det bliver en konservativ, men om Barfoeds afløser hentes i eller uden for Folketinget er usikkert. Men hvem skal han vælge? Læs budene fra Nyhedsavisens politiske redaktion.

Af Morten Skærbæk, Knud Brix, Sune Bové og Anna Rossman Thejsen

Den gode nyhed for den konservative partiformand, Bendt Bendtsen, er, at der er en række bud på, hvem der kan overtage posten som familie- og forbrugerminister efter Lars Barfoed (K).

Folketingsmedlemmer som Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen og ordføreren på området, Per Ørum Jørgensen, kan eksempelvis ikke udelukkes. Den dårlige nyhed er, at ingen af dem er specielt oplagte.

Det ligger fast, at det bliver en konservativ, der løber af med ministerposten. Det kan dog ikke udelukkes, at en ny minister vil blive hentet uden for folketingsgruppen. Det er nemlig ikke noget krav, at ministre skal være valgt til Folketinget.

Formelt skal statsministeren godkende kandidaten, men derudover inddrager Bendtsen kun ganske få i sine overvejelser. En konservativ, som ikke sidder i Folketinget og umiddelbart kunne være oplagt, er borgmester i Frederiksberg Kommune Mads Lebech. På den anden side er ministeriet nok for småt for Lebech, der spås ? og allerede har ? en fremtrædende plads i partiet. Bendt Bendtsen vil formentlig beslutte sig endeligt fredag eller i weekenden.

Carina Christensen
Cand.negot. Carina Christensen (34 år) er næstformand i den konservative folketingsgruppe og partiets medie-, uddannelses- og udviklingsordfører. Hun blev valgt til Folketinget første gang i 2001 og kommer fra et job som direktør i Rugballe Møbelfabrik, Middelfart.

Vurderes af flere som det mest oplagte bud. Det styrkes af, at hun er kvinde.

Per Ørum Jørgensen
Per Ørum Jørgensen (36 år) blev valgt ind i 2005 og har siden været partiets familie- og forbrugerordfører, erhvervsordfører og forskningsordfører. Før han kom på Tinge, var han salgschef i kommunikationshuset Vermø Gruppen.

Er på den ene side et relativt ubeskrevet blad i partiet, men er på den anden side i kraft af sin ordførerpost godt inde i området.

Helle Sjelle
Helle Sjelle (35 år) er bachelor i statskundskab og kom lige fra universitet, da hun blev valgt til Folketinget i 2001. Hun er partiets sundheds-, ligestillings- og europaordfører.

Hun har sit køn og sin alder med sig, men regnes derudover som lidt for usynlig.

Jakob Axel Nielsen
Jakob Axel Nielsen (39 år) er et af de store konservative håb på trods af, at han kun har været medlem af Folketinget siden 2005. Han er partiets arbejdsmarkeds-, bolig- og kulturordfører, cand.jur. af uddannelse og hans seneste job var som advokat hos Sonofon.

Mr. X
Erfaren m/k fra erhvervslivet med flere lederposter bag sig. De Konservative har flere gange tidligere hentet ministre ind, som ikke i forvejen sad i Folketinget. Eksempelvis den nuværende miljøminister Connie Hedegaard og forsvarsminister i Schlüter-regeringen, Hans Engell, der i dag er chefredaktør for Ekstra Bladet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.