Sidste år blev 140 unge kriminelle på mellem 15 og 18 år sat i voksen fængsel. Ifølge loven skulle de til særlige institutioner for unge, hvor de skulle hjælpes ud af kriminalitet og ind i et almindeligt liv, men i stedet endte de blandt hårdkogte kriminelle, skriver Politiken.
Sidste år blev 179 unge kriminelle afvist af de særlige ungdomsinstitutioner, og af dem endte de 140 i voksenfængsler.
Der er ikke blevet flere unge kriminelle, men hammeren falder langt hurtigere nu end tidligere. Derfor er der ikke plads til de unge på institutionerne. Men hvis hammerens fald skal hjælpe de unge ind i et lovlydigt liv, skal de ikke i voksenfængsler, siger Bent Hansen (S) formand for danske regioner til Politiken.
- Vi taler om debutanter. Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi fastholder dem i et meget kriminelt miljø. Vi sender et signal til unge om, at vi ikke tror på dem. De unge skal hen i et miljø, hvor der er et perspektiv til et andet liv, siger Bent Hansen.