Unge indvandrere, der hænger på gadehjørner, og måske er indblandet i kriminalitet, skal i fremtiden kunne tildeles præventiv stuearrest af politiet.
Sådan lyder det væsentligste budskab i Dansk Folkepartis nye bandepakke, der i dag kan læses som en kronik i Berlingske Tidende.
Forslaget har fået meget kritik fra både politikere og forskere, der mener, at det er både diskriminerende og uden effekt.
Men den kritik preller af på Pia Kjærsgaard.
"Det er ikke nyt for mig at hver eneste gang, man kommer med et forslag på udlændingeområdet specielt, vil der altid være nogle eksperter, der mener, det er yderst problematisk. Men selv om det er problematisk, behøver det jo ikke være umuligt. Det drejer sig om den politiske vilje, og Dansk Folkeparti gør det for at finde en løsning. Og jeg synes ikke, det ligefrem ellers vrimler med løsninger eller politisk samarbejdsvilje," siger Dansk Folkepartis leder til Berlingske Tidende.
DF's forslag indbefatter også, at forældrene til de mistænkelige unge skal straffes økonomisk, hvis stuearresten ikke overholdes.