»Undskyld, undskyld,« messer Yunus Emrah Kilic, mens hans krop bliver presset ind mod væggen i en hidsig bevægelse af et par næver.
Hans undskyldning runger hult i den irgrønne kælderskakt i Gellerup, hvor han sammen med to andre unge står og ryger smøger.
De snakker om alt. Og ingenting. Griner. Keder sig.
20-årige Emrah er næsten lige stået op, selvom klokken er et godt stykke over et om eftermiddagen. En 16-årig ung fyr suger på smøgen og hiver sin mobiltelefon frem. Han viser de andre en film, hvor et skur går op i flammer.
»Jeg gik bare forbi,« siger han, og de andre nikker indforstået. De snakker stadig meget om balladen i sidste uge.
Hjælper unge
Emrah ved godt, hvordan det er at smide med sten og sætte ild i ting. Det gjorde han selv, første gang der var ballade i Gellerup i 2001. Han ved, at det er sådan, de unge udtrykker deres frustrationer.
»Man kaster stenen for at ramme både hovedet og kroppen. Så er man ligeglad og kold i hovedet. De kaster og håber på at ramme en betjent og ikke en civil,« siger han roligt, men tager alligevel straks afstand til at udtrykke sig på den måde.
»I dag kan jeg se, at det ikke duer at gøre sådan«. Emrah er en af de unge, der opsøger andre unge i Gellerup for at hjælpe dem med at undgå ballade. Og hiver dem tilbage, hvis de allerede er havnet i suppedasen.
Hans bedstefar var en af de første gæstearbejdere, der kom til Danmark – i 1979. Hans far og mor fik først tre piger, og Emrah blev født i 1987.
Da han kun var tre år gammel, døde hans mor af kræft. Hendes dødsdag er hans fødselsdag.
Gik efter det sygeste
Endnu en ung mand slentrer dovent ned i kælderskakten til de andre. Han ryger ikke. Han hænger bare ud sammen med de tre.
»Du har en plettet straffeattest,« siger den 16-årige spottende og peger en hånende finger mod Emrah.
Tonen blandt de unge er hård og nogengange ondskabsfuld. Men de holder også sammen på tværs af nationaliteter.
Emrah har fået sin 9. klasse afgangseksamen, men kun fordi hans ældre søstre sagde til ham, at uden den havde han ingen fremtid i Danmark. Han havde talrige sammenstød i folkeskolen med lærere, og som 16-årig begyndte han så småt sin kriminelle løbebane.
»Jeg havde brug for spænding i mit liv. Jeg gik efter det sygeste, jeg kunne opleve. Og det var at røve folk,« fortæller han, og siger, at i dag kan han sagtens se, hvor latterligt det er.
Som 16-årig flygtede han ud i gaderne om natten. Ud i kriminaliteten. I dag står der røveri, hælder, tyveri og vold på hans straffeattest.
»Jeg kunne have taget en uddannelse og haft mig et job. Men jeg lægger ikke skylden på nogen. Jeg kunne have sagt nej og taget hjem,« siger han.
I dag arbejder han for at hjælpe andre unge via Ung for Ung, inden de ryger ud i noget skidt. Han får sin trang til spænding dækket ved andre ting end kriminalitet. For eksempel har han surfet på kølerhjelmen af en bil og han drømmer om at køre ud over en rampe på motorcykel.
Ellers knækker man
Hans egen kriminelle karriere endte, da han var 18 år gammel. Han kom i fængsel i fire måneder og 20 dage. Det har han ikke lyst til at prøve igen.
De andre unge i kælderen, har ikke siddet i fængsel, ligesom Emrah, men de er alligevel hårde i munden. I miljøet duer det ikke at vise svaghed.
»Hvis du er en tøsedreng, så kommer der nogen og tramper på dig. Man skal sætte sig i respekt,« siger han og smiler.
De unge i kælderen skodder de sørgelige cigaretrester. Gulvet er dækket af spytklatter. De går op til kontaktstedet for de unge.
Hader og elsker
Emrah sætter sig ind på kontaktstedet blandt de andre, da klokken bliver tre. Her mødes de unge. Snakker. Driller hinanden. Han bliver der resten af aftenen til stedet lukker klokken 22.00. Hans dage ligner hinanden. Ligesom alle hans nætter. I mørket sniger timerne sig af sted, mens han glor på tv. Søvnen æder formiddagen og begyndelsen af eftermiddagen. Så starter det hele forfra. Men han har ikke mistet håbet.
Han siger, at han elsker Gellerup, men i samme sætning siger han, at han hader det. Hans kærlighed er til det sted, hvor han er vokset op og til de gode mennesker i området, han kender. Men han hader det også på grund af ensformigheden. Kedsomheden. På grund af den dårlige omtale.
Håb forfremtiden
»Når en arbejdsgiver ser en ansøgning med postnummer 8220, så krøller han den sammen og smider den væk. Men jeg vil gerne have et arbejde. Hvordan kan det være, at Danmark henter polakker til landet for at arbejde, når jeg er arbejdsløs?« spørger han undrende.
Han er ikke ude på at give nogen skylden for sin situation eller fortid. Alt der er sket i hans liv, har været hans eget valg, mener han.
»Jeg har lidt håb for min fremtid. Men kun lidt, fordi jeg mangler kærlighed i mit liv. Hvis jeg havde en dame, ville jeg forkæle hende hele tiden. Jeg vil gerne føle, hvad rigtig kærlighed er,« siger han alvorligt og fortsætter:
»Jeg føler selv, at jeg ikke er kriminel mere, og en dag skal det nok lykkedes for mig at få min drømmeuddannelse som arkitekt,« smiler han, men ansigtet bliver straks alvorligt igen.
»Hvis jeg ikke klarer den, så bliver jeg en af de hårde drenge.«