Unge holdt fest foran Ritts hus
AppleMark
Omkring 100 unge markerede, at der stadig mangler et hus for de unge i København.

Unge med rod i ungdomshusmiljøet i København holdt fredag aften en gadefest foran overborgmester Ritt Bjerregaards hus. Cirka 100 aktivister deltog i festen, der varede en times tid og forløb uden vold, hærværk eller anholdelser.

Ritt Bjerregaard deltog ikke i festen og stak heller ikke hovedet ud af hoveddøren for at høre, hvad de unge havde at sige.

Svaret kender hun sikkert også.

For de unge ville gerne markere, at de stadig står uden et hus i København. 

- Selvom der er kommet en hensigtserklæring fra borgerrepræsentationen, er vi i tvivl om hvorvidt Ritt har viljen til en løsning. Der virker til at man forsøger at begrave problemerne hver eneste gang der ikke er larm i gaderne, på trods af at det nu kun handler om at få de praktiske ting på plads, lyder det i  en pressemeddelelse.

Sagen om et nyt ungdomshus i København står lidt stille for tiden. De unge og Københavns Kommune er enige om, at der skal være et hus for de unge. Man også blevet enige om, at den fond, der tidligere har villet købe et hus til de unge, skal sikre, at det kommende hus lever op til gældende lovgivning.

Men parterne er ikke blevet enige om, hvor huset skal placeres.