Når Anita Nørgaard får at vide, at hun er en "kælling", skal passe sit rat og måske bliver spyttet på, er det ikke en enkeltstående episode, som rammer buschaufførerne i Aarhus, fortæller TV2 Østjylland.
Anita Nørgaard og hendes kolleger oplever nærmest dagligt, hvordan større og mindre grupper af unge mennesker opfører sig truende, ryger i busserne og ødelægger inventar.
- Det sker overalt. Og i de fleste tilfælde, hvis vi beder de unge om at opføre sig ordentligt eller slukke cigaretterne, så sviner de os bare til, spytter på os og er ligeglade, fortæller tillidsrepræsentant Anita Nørgaard til tv-stationen.
Mandag fortalte TV2 Østjylland om en passager, som var nervøs for at tage bybusruten fra Brabrand til Tranbjerg og Viby:
- Der er høj musik, de råber og skriger, larmer og slås, fortalte den utrygge passager.
Men det er i bybusser over hele Aarhus, at den er gal, fortæller Anita Nørgaard. Og det foregår som regel i eftermiddags- og aftentimerne:
- Det sker som oftest i de busser, der kører til Gellerup eller andre ghettoområder. Men det er generelt på alle linjer, jeg oplever det. Bare i sidste uge var der uro i busser, jeg kørte med både på linje 1A i Kolt, linje 2A og linje 11.
Bange for stikvåben
HR- og kvalitetschef hos Busselskabet Aarhus Sporveje, Bjarne Larsen, har bekræftet overfor TV2 Østjylland, at der er "bøvl med grupper af unge". Og busselskabet er klar over, at chaufførerne ikke altid kan stoppe situationerne selv.
Anita Nørgaards opfattelse er, at flere buschauffører er direkte bange for, hvad der sker, hvis de siger noget til de urolige unge.
- Vi ved jo godt, at de unge kan gå med stikvåben, og vi ved aldrig, hvad deres reaktion er, hvis vi siger noget til dem. Så jeg kan godt forstå, at både chauffører og passagerer er utrygge, siger Anita Nørgaard.
Når buschauffører oplever uro eller utryghed i bussen, kan de melde det til busselskabet, så der skabes overblik over, hvor ofte ubehagelige episoder forekommer. I værre tilfælde kan de også kontakte politiet.