Muligheden for at give deres barn et bedre liv får i stort tal især afghanske familier til at sende unge medlemmer af familien til Danmark som flygtninge.
Ifølge TV 2 Nyhederne er der alene i år fanget 165 flygtninge under 18 år på vej til Danmark - mere end det dobbelte af, hvor mange der blev fanget sidste år.
Hovedparten af de unge flygtninge har betalt store summer til organiserede menneskesmuglere for at komme hertil. Prisen for at komme til Danmark er i gennemsnit 55.000 kroner, oplyser tv-stationen.
Unge under 18 år har gode vilkår i Danmark. På grund af deres unge alder kan de ikke sendes hjem til en uvis fremtid i Afghanistan, og derfor får de som regel lov til at blive i Danmark, selvom de ikke opfylder de saglige grunde til at få asyl.