Selvom man er sulten, er det ikke sikkert en Big Mac er lykken. Sådan er det for en del af de anholdte i forbindelse med optøjerne omkring Ungdomshuset. De meget engagerede ser McDonald’s som det ultimative multinationale symbol på kapitalismen.
Så da betjente på Station Bellahøj i går serverede McDonald’s til de arresterede for at de kunne stille sulten efter timers venten på stationen, blev det ikke modtaget vel af en del af de anholdte.
Blandt dem var 22-årige Thomas Greve.
»Der er ingen tvivl om, at der er noget politisk i det fra politiets side,« siger han til Politiken.dk.
Alligevel spiste han og flere andre dog op af burgermaden.
Politiet: Rent tilfældigt
Politiets talsmand Flemming Steen Munch forklarer, at det er tilfældigt, hvor maden kommer fra.
»Når vi får et stort antal anholdte ind, vil vi ikke have, at de sulter. Så skaffer vi mad, og det kan være alt fra McDonald’s til smørrebrød. Det handler simpelthen om, hvad vi kan skaffe. Det er det muliges kunst,« siger han.
Han har heller ikke meget tilovers for teorierne om, at det skulle være en bevidst provokation fra politiets side.
»Altså, hvis man er utilfreds med maden, så kan man jo sige nej tak. Og veganerne kan pille kødet ud. Hvis man bliver provokeret af, at vi serverer mad for de anholdte, så burde man måske lade være med at bringe sig i en situation, hvor man bliver anholdt,« siger Flemming Steen Munch.