Godt nyt til alle unge, der skal ud og søge praktikplads i 2011.
Regeringen og Kommunernes Landsforening har nemlig netop indgået en aftale at skabe flere praktikpladser.
"Af hensyn til de unge har kommunerne igen i år valgt at prioritere at skaffe flere praktikpladser. Med de ekstra pladser bliver der i alt oprettet 15.000 pladser i 2011, og det er et historisk højdepunkt," siger KL's formand, Jan Trøjborg, i en pressemeddelelse.
Men de private halser bag efter kommunerne. Selvom det kun er hver sjette, der er i praktik i kommunerne, så står de for hver tredje nye praktikplads.
"Folketinget har endda sat en meget stor gulerod foran alle virksomheder i form af 70.000 kr. i bonus for hver ny praktikplads. Så kom nu i gang. Der er ingen undskyldninger," opfordrer Erik Nielsen, der er formand for KLs Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
Undervisningsministeren er tilfreds med den nye aftale.
"Kommunerne efterspørger uddannet arbejdskraft, og med denne aftale sikrer vi flere hænder til blandt andet ældreplejeområdet og på sigt mere uddannet arbejdskraft," siger Tina Nedergaard.