Hele 89 procent af alle 18-årige i Danmark er lige nu tilmeldt en uddannelse.
Derfor har politikere og forskere ikke grund til bekymring på trods af de senere års faldende tal for unge under uddannelse.
"Denne her debat er kørt helt af sporet," siger formanden for landets 45 centre for Ungdommens Uddannelsesvejledning, Finn Lambek, til Politiken.
Han mener, at tallene ser lovende ud.
"89 pct. er i gang eller på vej ud i uddannelse, og af de resterende 11 pct. er langt de fleste i gang med noget, vi mener har perspektiv," siger han til avisen.
Allan Jørgensen, leder af den lokale uddannelsesvejledning i Ishøj og i tre andre kommuner på den københavnske vestegn, forklarer, at de unge, der modtager vejledning, er langt mere bevidste om vigtigheden af uddannelse end for nogle år siden.