Køleskabet bugner af svinekød og æbler, skabene af kaffe og honning, og i gryderne koges kartofler og kål.
Sådan vil det højst sandsynligt se ud, hvis man kommer på besøg i køkkenet hos danskere over 60 år, viser ny undersøgelse fra Ældre Sagen og Danmarks Statistik.
Undersøgelsen, der fremlægges i dag på en konference om mad og sundhed, viser, at der er stor forskel på befolkningens madvaner.
-Vi er jo allesammen barn af de kostvaner, vi har haft i de unge år, så den ældre befolkning er opvokset med andre kostvaner end de yngre, siger Agnes Pedersen, seniorforsker hos Fødevareinstituttet ved DTU.
Lige så usund
Mens de ældre spiser mere marmelade, hælder de yngre til slik og is. Godt nok er ældre glade for smør og ost, men yngre propper sig med pommes frites og øl. Samlet set er den ene generation derfor hverken mere sund eller usund end den anden, fortæller Agnes Pedersen.
- Ser man på sammensætningen af maden overordnet set, er de ældre ikke mere usunde, men der er en tendens til, at de spiser lidt federe, især mælkefedt.
Madmode
Fordi vores madvaner tidligt i livet lægges fast, vil de yngre sandsynligvis beholde deres, når de engang bliver gamle. Både madmode, tilgængelighed og udvikling af nye produkter spiller ind på en tid, så der vil i fremtiden komme nye vaner til.
- Vi bliver også et mere multikulturelt samfund. Vi kan se en forskel fra, før folk begyndte at rejse. De kommer hjem med forskellig inspiration, siger Agnes Pedersen.
Undersøgelsen og konferencen i dag hos Ældre Sagen skal være med til at sætte fokus på en sundere livsstil. Det betyder ifølge Agnes Pedersen dog ikke, at de ældre helt skal droppe koteletterne og sukkeret i kaffen.
- Det er o.k. at have sin madkultur. Der er intet i vejen med de gode, gamle retter, men man kan bruge lidt magere kød, mindre fedt på flæsket og gøre persillesovsen tyndere.