Det er kun et par måneder siden, at skærmen flimrede hos Martin Thuesen fra middagstid til syv om morgenen.
»I al den tid spillede jeg computer – jeg måtte have en til at afløse, når jeg skulle have handlet, så jeg kunne få mad,« siger Martin Thuesen, der erkender, at han er afhængig af World of Warcraft.
Det er et rollespil med fem millioner spillere på verdensplan, som man spiller over internettet. 100.000 af spillerne bor i Danmark – og mange af dem er børn og helt unge mennesker.
»Al den tid spillede jeg for at holde min karakter i spillet ved lige. Spillet er stærkt vanedannende. Nu laver jeg ikke selv noget for tiden, men du møder mange, der pjækker fra skole og job for at spille videre,« siger Martin Thuesen, der i dag har nedsat den daglige spilletid til to til syv timer.
Også landets skolebørn har svært ved at lægge computeren fra sig. Og det er netop World of Warcraft og skydespillet Counterstrike, som Center for Ludomani får to-tre henvendelser om hver måned fra bekymrede forældre.
Center for Ludomani behandler primært folk, der er afhængig af diverse former for gambling – men når det gælder computerspil, er konsekvenserne nogle helt andre.
Børn er i risiko
»Børnene spiller så meget, at det går ud over deres hverdag. Det er forældrene forståeligt bekymrede over og de søger om gode råd til at stoppe overforbruget,« siger leder Michael Bay Jørsel.
Endnu har ingen børn været i behandling i Danmark for computerspilsafhængighed, men det er der til gengæld flere børn i Norge.
»Vi har fokus på det. Det er dybt betænkeligt, at man ikke fra myndighederne over for børn og unge informerer om, at afhængighed også kan være af gambling og computerspil. Derfor burde man informere om det i skoler og i computerbutikker. Samtidig ser vi, at gambling og pengeelementer lige så langsomt sniger sig ind i computerspil,« siger Michael Bay Jørsel.
Sælgerne vil mødes
Computerspilssælgerne vil straks henvende sig til Ludomanicenteret for at få stablet en sådan kampagne på benene.
»Det er jo forfærdeligt, hvis man spiller så meget – alt for meget fodbold og computerspil kan være skadeligt. Så det vil vi tage med i den information, som vi i forvejen laver til forældre om aldersmærkning af spil,« siger formand Peter Vejle fra Multimedieforeningen, der mødes med Center for Ludomani i gruppen Computerspil med Sund Fornuft.